søndag den 16. januar 2011

1 uge i praktik.

Så er den første uge i praktikken ovre. Jeg har været i en vuggestue, noget som jeg aldrig har prøvet før. Det har været god uge, men også rigtig hård. Jeg er kommet træt hjem alle dage, og har haft mit hoved fyldt med navne på børnene, navne på personalet, institutionens indretning, mine læringsmål, linjefagsdokumentet, institutionens regler osv. osv..

Mit første indtryk af institutionen var, at der var rigtig mange børn pr. stue. Vi er tolv børn på min stue og kun én pædagog og én medhjælper (dette skal dog ”kun” være midlertidigt, men hun har været alene i over et år nu).
I starten af ugen blev jeg meget overrasket over, at de talte så hårdt til børnene. De sagde mange kommandoer til dem fx ”sid stille.”, ”spis pænt”, men efterhånden gik det op for mig, at det var for børnenes egen skyld. Min vejleder fortalte, at vuggestuebørn har svært ved at forstå lange, anerkendende forklaringer. Hun mener, at det er bedst at give børnene så korte og præcise retningslinjer som muligt. Og jeg begynder faktisk at synes det er en god løsning. Børnene er meget velopdragene og trygge, og der er stort set ingen konflikter. Vejlederen fortalte også, at de er den stue i institutionen der har flest regler. Nogle af de andre pædagoger mener også, at hun er for streng, men hun holder fast ved, at det er bedst for børnene, at de kender reglerne og ved hvad man må og ikke må. Samtidig er hun også enormt omsorgsfuld. Hun har et specielt forhold til alle børnene og kan fx huske alle deres fødselsdagsdatoer i hovedet.

Det er desværre noget bøvl med mine læringsmål. Min vejleder mener, at de skal være på én bestemt måde, og min praktikvejleder mener, at de skal være på en anden måde. Jeg er ret træt af det og vil bare gerne have læringsmålene godkendt, så jeg kan komme i gang. Løsningen må være, at jeg ringer til min vejleder i løbet af den kommende uge.
Jeg har været meget i tvivl omkring hvordan, jeg skulle få MKD ind som et projekt i en vuggestue, men efter en samtale med min vejleder, har jeg fået mere styr på det. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville lave et vendespil med børnenes ansigter som par, og for at udvikle det lidt mere kunne man også tage billeder af fx deres sovedyr, og se om nogle af børnene kunne finde ud af at sætte det rigtige barn sammen med sit sovedyr. Dette mente min vejleder dog var for svært for børnene. Hun foreslog i stedet, at jeg skulle sætte mig ned sammen med de største børn og tage billeder af dem. Efterfølgende skulle jeg så klippe billederne ud sammen med dem og sætte dem op i børnehøjde på stuen. Jeg tror, at jeg vil udvide ideen lidt og prøve at lade børnene tage nogle billeder af hinanden, og det behøver jo ikke kun være af ansigtet, man kunne også tage billeder af deres hænder eller fødder og klæbe op på væggen. For at være ærlig så er jeg lidt skeptisk over at lade dem få et kamera i hånden, men jeg må stole på min MKD-lærer og så sidde lidt tæt på dem, så jeg kan gribe kameraet hvis de taber det J.

Efter denne uge kunne jeg faktisk godt forestille mig at arbejde med vuggestuebørn igen. Det er meget mere udfordrende, end jeg lige havde troet. Så jeg glæder mig til at falde lidt mere til og begynde at arbejde med mine læringsmål.